Bliv frivillig i Stilling Kirke
Vi har brug for gode mennesker til praktiske opgaver. Er du den hjælpende hånd? Bliv del af et dejligt fælleskab!
Vi søger frivillige m/k til forefaldende arbejde i ny og næ. Vil du hjælpe os? Så skynd dig at melde dig til Frivilligmødet!
Vi holder FRIVILLIGMØDE onsdag den 19. august 2026 klokken 17.30 i sognegården, hvor vi fortæller nærmere om, hvad vi har brug for, og hvad du vil få ud af at være frivillig her i kirken.
Der vil være et traktement med ost, pølse og lækkert tilbehør fra Lading Mejeri, som en del af den hyggelige atmosfære, vi ønsker at skabe omkring frivilligheden. Mad og drikke er selvfølgelig gratis og en del af den halvårlige tak, vi giver for de hjælpende frivillige hænder.
Har du spørgsmål til de praktiske opgaver, kan du kontakte husvært Helle på 2349 6504 eller kordegn Hanne Sommer på 2343 1751.
Men ellers, så tilmeld dig og kom og drik og spis os ud af huset denne aften, det vil glæde os!
NB! Af hensyn til bestilling af mad er tilmelding nødvendig. Sidste frist for tilmelding til mødet er torsdag den 13. august!
Selvom du ikke kan komme til mødet, er du altid velkommen til at komme med i flokken. Bare ring til kirkekontoret.
Hvad skal du lave?
Som frivillig m/k i Stilling Kirke/Sognegård komer du til at lave praktiske opgaver og være en ekstra hånd for vores faste husvært Helle og husværtassistenten Tinne. Opgaverne foregår før, under og efter vores mange forskellige arrangementer, så har du nogle ledige timer, du kunne tænke dig at fylde med noget meningsfuldt og givende til fællesskab for og med andre, så læs gerne videre.
Opgaverne er varierende, men består hovedsageligt af bord- og stoleopstilling, borddækning, kaffebrygning, kagebagning, servering og oprydning. De ligger typisk i hverdagenes dagtimer, men forekommer også om aftenen og i weekenden til tider.
Arrangementerne er hovedsageligt i sognegården, men der kan forekomme enkelte i kirken som f.eks. telegramvagt i kapellet ved forårets konfirmationer. Som frivillig deltager man gratis til arrangementerne, ligesom man også spiser og drikker gratis.
Man behøver ikke være en engel for at være frivillig i kirken. Og man behøver heller ikke kunne magte alle ovennævnte opgaver, men har man let til smil og kan man se sig selv i nogle af dem, er man velkommen til at byde ind på det, man kunne tænke sig at bidrage med.
Det kan man gøre på frivilligmødet, hvor husvært Helle og sognepræst Lisbeth vil fremlægge de forskellige kommende arrangementer i efteråret med datoer og opgaver, og hvor man kan melde sig på, som man har tid og lyst.