Du er her: 

Se div. prædikener og musik fra jul, nytår og januar

Læs prædikener fra søndag d. 17. januar, d. 10. januar, d. 3. januar og fra drive in-gudstjenesten kl. 13 juleaften herunder. Herunder findes også en musikhilsen fra kirkesangeren.

Klik her for at læse Lisbeth W. Kristensens prædiken til søndag d. 17/1

 

Klik her for at se og høre kirkesangernes musikvideo-hilsen nr. 2 

.... og ved klik her, kan man se tekst og noder også.

 

Klik her for at læse Lisbeth W Kristensens prædiken til søn. d. 10/1

 

Klik her for at se og høre kirkesangerens musikvideo-hilsen ved årets start

....og ved klik her, kan man se tekst og node også.

 

Klik her for at læse Anja Rokkjærs prædiken fra søndag d. 3/1.

  

 

Herunder følger hendes prædiken fra 24/12:

Hvor var vi usædvanligt glade for at holde julegudstjeneste i år J

 

Det foregik jo udenfor på Bestsellers parkeringsplads og her kommer prædikenen, som den lød ved gudstjenesten kl. 13.00.

 

 

Min juleprædiken i år skal handle om det sted hvor hyrderne modtager julens glædelige budskab – nemlig ude på marken – ude på Herrens mark.

 

Som teologistuderende i Århus havde jeg den, til tider, lidt tvivlsomme fornøjelse, at blive undervist af en filolog, som alle bare kaldte ved hans efternavn ”Ledet”.

 

Han var nærmest sådan et universitets spøgelse, som man ikke rigtig kunne forestille sig eksistere ude i det virkelige liv – uden for universitetets støvede mure. 

 

Hver time foregik på præcis samme måde.

 

Vi blev skiftevist råbt op ved vores efternavn og havde så at analysere og oversætte den græske sætning, som vi var nået til.

 

Og uanset hvor meget man hakkede eller stammede i det, blev der ikke vist nogen barmhjertighed.

 

En dag havde en af mine stakkels medstuderende forsøgt sig med diverse bøjninger af et græsk verbe uden held, og til sidst da det var blevet så åbenlyst pinligt, udbrød han desperat: ”Puha nu er jeg godt nok helt på Herrens mark”. Hvortil vores kære lektor Ledet tørt svarede: Jamen det skulle vist også være et ganske udemærket sted at være”

 

Når vi i dag siger vi er på Herrens mark, så mener vi jo, at vi er derude, hvor vi ikke ved hverken ud eller ind. Hvor vi er faret vild og ikke kender vejen vi skal gå.

 

Vi kan være faret vild inde i os selv, vi kan være faret vild i vores liv så det hele føles meningsløst og så kan vi også være faret vild helt konkret, når vi ikke kan finde hjem til det trygge og beskyttede.

 

Når vi er helt derude, ja så kan man sige at vi er ude på den mark, hvor vi kun har håbet om, at Herren vil gribe ind tilbage.

 

Derfor altså ”Herrens mark”.

Jeg ved ikke om min medstuderende var helt derude med sin græske oversættelse – men der er i hvert fald ikke nogen tvivl om, at han håbede på en eller anden form for indgriben.

 

I år tror jeg ikke, der er ret mange der behøver tænke sig særlig godt om, for at komme i tanke om noget, der har været særligt udfordrende.

 

De fleste af os har nok på en eller anden måde været lidt på Herrens mark – ikke mindst her i julen, hvor vi så gerne vil, at det hele skal være, som det plejer.

 

Der skal allerhelst være lidt sne – Hvid Jul - det er - når det er allerbedst.

 

Vi skal se Disneys Juleshow

 

Vi skal spise den mad som vi plejer hvad enten det er and, flæskesteg eller gås.

 

Vi skal have ris a la mande med mandel i, som ingen har plads til i maverne – derfor skal der selvfølgelig også være en mandelgave som motivation, og så skal vi synge de samme salmer rundt om juletræet, som vi plejer.

 

Men allervigtigst vi skal være sammen med de mennesker, som vi plejer at være sammen med.

 

Her er de fleste af os blevet særligt udfordrede i år.

 

Os her ved kirken, har også været godt ude at trave på Herrens mark ift. hvor og hvordan vi skulle afholde julens gudstjenester.

Og så er vi altså endt her: midt på Bestsellers parkeringsplads – det er vel også på en eller anden måde lidt på Herrens mark.

 

Det lyder i hvert fald ikke hverken særligt hyggeligt eller julet – men det var stalden i Betlehem altså heller ikke.

 

Hvis vi fjerner al juleglimmer og englestøv og skraber associationerne til varme fåreskind og hyggelige hø-gumlende køer væk, hvad står vi så tilbage med?

 

Vi står tilbage med et ganske ungt par – på fremmed grund – alene – og i svære omstændigheder.  

 

De har vandret langt og længe og pludselig skal Maria føde uden hjælp eller vejledning fra nogen, der har den mindste erfaring med en fødsel.

 

På Herrens mark var de.

 

Og det der kom til syne for Josef og Maria, da de befandt sig der på Herrens mark, var altså en ussel stald i Betlehem.

 

På et iskoldt stengulv i skidt og møg måtte den unge pige Maria føde sit barn.

 

Det var der absolut intet hyggeligt eller julet ved – og jeg tror faktisk heller ikke det var et særligt ”udemærket sted at være”, hvis vi nu skal blive ved min gamle græsklærers formulering.

 

Men måske blev det det alligevel?

 

Dengang de gav slip på deres forestillinger om hvordan det burde være og i stedet satte deres lid til Gud.

 

Hvad kunne de også andet? Når man står der på Herrens mark – så kan man kun give slip og håbe på Guds indgriben - Guds hjælp. Det er det eneste der er tilbage.

 

For os som i år skal holde jul på en anden måde end vi plejer – og måske frygter at den ikke bliver sådan, som vi havde håbet, kan vi jo prøve at stille os på denne Herrens mark.

 

For hvad enten vi er faret vild inde i os selv, i vores liv, eller helt konkret ikke helt ved hvordan vi skal få bakket ud fra denne p plads igen – så er der en sti, der er banet for os.

 

Fra sine små frosne barnefødder i krybben til en voksen mand i sandaler.

 

Fra korslagte fødder på et kors, til atter vandrende fødder - på trods.

 

Det er stien, der er banet for os og det er samtidig den julens gave til alle os med savn og uindfriede forventninger, der gør det til jul for dig og mig i dag.

 

Så når vi denne Jul sidder her i vores biler på Bestsellers parkeringsplads, så er det muligvis nok fordi vi på forskellige måder hver især har erfaring med at være på Herrens mark – men det ændrer heldigvis ikke på, at vi netop i dag mindes om, at det virkelig ER et ganske udemærket sted at være. Amen

 

Rigtig Glædelig Jul!

 

 

Del dette: